41 19 59 99 nikogr@dmjx.dk
Vælg en side

Campus Vejle vil indstille alle studierejser til lande, som ligger indenfor de røde og orange coronavirus-farezoner på Udenrigsministeriets vejledningsgrafik. De berørte elever vil ikke modtage kompensation eller få en ny studietur fra skolen, men får i stedet et almindeligt undervisningsforløb.

Af Jacob Møller Nielsen

Udenrigsministeriets udmeldinger de kommende dage kan få afgørende betydning for eleverne på Campus Vejle (Foto: Jacob Møller Nielsen

Vejle: Campus Vejle vil ikke tage nogen risici i forhold til de studierejser rejser til udlandet i forbindelse med den stigende fare for coronavirus-smitte. Det fastslår gymnasierektor på Campus Vejle, Lotte Nybroe.

”Vi holder os fuldkomment til Udenrigsministeriets anbefalinger, så hvis studieturene går til lande, som ligger indenfor Udenrigsministeriets advarsel om særlige coronasmitte-farezoner, så vil studieturene blive indstillet. Vi vil ikke have studieture, når Udenrigsministeriet anbefaler os at lade være,” siger gymnasierektoren.

Ingen kompensation uden forsikring

En studietur til Rom er allerede meldt aflyst grundet coronavirus-frygten, og nu hænger de resterende studierejser til Finland, Krakow og Berlin også i en tynd tråd.

På trods af det vil de studerende ikke modtage en form for erstatning af skolen for de økonomiske tab, som de manglende studieture har forårsaget. Skolen i sig selv er nemlig ikke erstatningspligtige, oplyser Campus Vejle på deres hjemmeside.

”Det kan godt være, at der kan forekomme et økonomisk tab for eleverne, men nu er det jo sådan, at når rejser frarådes, så er det elevernes egen forsikring, der skal dække omkostningerne – ikke skolen,” siger Lotte Nybroe.

Skolen fortsætter som normalt

Selvom eleverne måske vil savne at få en oplevelse med en anden kultur og varmere himmelstrøg, så bliver de aflyste studieture ikke erstattet med nye af slagsen på et senere tidspunkt, fastslår gymnasierektoren.

”Der bliver tilrettelagt et undervisningsforløb herhjemme, og så vil de studerende få undervisning på skolen i stedet for at komme på studietur,” siger hun.

Udenrigsministeriet opdaterer jævnligt vejledningen om smittefaren på verdensplan, og den holder Campus Vejle et vågent øje med, siger Lotte Nybroe, som samtidig erkender, at det muligvis kun er et spørgsmål om tid, før resten af studieturene også bliver aflyst.