41 19 59 99 nikogr@dmjx.dk
Vælg en side

I Vejle kommune har der i lang tid været mangel på social- og sundhedsansatte, og det ser ud til at fortsætte sådan. En del af løsningen kan være at ansætte flere udenlandske borgere, mener professor.

Af Jeppe Schropp

I Vejle Kommune vil der være behov for 382 flere social- og sundhedsansatte i 2026, medmindre kommunen kan tiltrække flere til faget. Det viser tal fra FOA.

Varde Kommune kunne i sidste uge fortælle, at de forsøger at løse deres problem med mangel på SOSU’er ved at rekruttere østeuropæisk arbejdskraft.

Jakob Kjellberg, som er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (VIVE), mener, at det er oplagt at finde arbejdskraft blandt udlændinge i Danmark.

”Noget, man kan gøre, er at få flere udlændinge i arbejde i social- og sundhedsområdet, for der er en stor arbejdskraftreserve, som man kan prøve at mobilisere,” siger han.

Han mener, at der blandt udenlandske kvinder i Danmark er mange som står uden for arbejdsmarkedet, selvom de vil kunne arbejde. Derfor mener han, at kommuner som Vejle bør rekruttere blandt dem.

Tallene er taget fra statistikbanken.dk

Tidligere SOSU’er skal tilbage på arbejdsmarkedet

I efteråret satte Vejle Kommune en kampagne i gang, som skulle få SOSU’er, der har forladt social- og sundhedssektoren, tilbage i arbejde. Her har man både forsøgt at rekruttere SOSU’er, som har skiftet fag, og dem, som er gået på pension.

Jakob Kjellberg mener, at det også er et fornuftigt tiltag, fordi det kan være med til at mindske den såkaldte ældrebyrde.

”Økonomisk set er det utrolig praktisk, at flere bliver på arbejdsmarkedet i længere tid. Det er en måde at få tingene til at hænge sammen, nu når der kommer til at være flere ældre,” siger han.

Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra Helle Brinch, som er seniorchef i Vejle Kommune med ansvar for ældreområdet.