41 19 59 99 nikogr@dmjx.dk
Vælg en side
”Jeg ved godt der også kommer penge de næste kommende år, men der er lang vej endnu, før vi har noget, der minder om minimumsnormeringer,” siger Torben Elsig-Pedersen.
Foto af Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vejle får i år tildelt puljens femte højeste beløb til at øge bemandingen ude i kommunens vuggestuer og børnehaver. For de største institutioner kan det betyde, at der er råd til at ansætte en ekstra deltids-pædagog.

Af Sarah Sabir

Ud af de 500 millioner Regeringen i år har afsat af puljemidler får Vejle Kommune 10,5 millioner kroner. De skal bruges til indfasning af minimumsnormeringer og Børne- og Familieudvalget forventer allerede at kunne realisere et højere niveau pr. 1. maj 2020. 

Udvalget lægger dog vægt på, at den højere sum af penge, ikke vil kunne mærkes markant endnu:

”Ud af de 350-400 millioner kroner vi bruger på dagtilbud i kommunen, er det klart at 10,5 millioner ikke gør den markante forskel, fra den ene dag til den anden,” siger formand for Børne- og Familieudvalget, Torben Elsig-Pedersen.

Han understreger, at det på sigt betyder, at institutionerne får tilført ekstra midler, der nogenlunde svarer til én deltids-pædagog pr. kommunal institution i år.

Pengene vil under alle omstændigheder komme børnene til gode, men der er stadig lang vej, hvis kravet om minimumnormeringer skal opfyldes

”For at nå minimumsnormeringerne, skal vi nok bruge op mod 70 millioner kroner,” siger Torben Elsig-Pedersen.

Minimumsnormeringer er ikke altid løsningen
Selvom puljemidlerne skal sikre højere normeringer på sigt, er det ikke alene minimumsnormeringer, der kan være med til at skabe et bedre og mere stabilt arbejdsklima.

”Hvis man vil undgå sygemeldinger, må man prioritere personalets trivsel. Det kræver, at man kan snakke åbent med sin leder og kolleger om, hvordan det går – både arbejdsmæssigt og privat,” siger Henrik Ejby, Leder for vuggestue og børnehave Skovkanten i Nørup. 

Om minimumsnormeringer er en nødvendighed, tøver Henrik Ejby ved. Dog skal det ses i lyset af statens krav til institutionerne:

”Det kommer an på kravene. Jo højere krav staten stiller til institutionerne, jo flere midler vil det også kræve, for at vi kan leve op til dem.”

Det står der i finansloven 2020 om minimumsnormeringer

Regeringen har sammen med støttepartierne indført lovbundne minimumsnormeringer, som skal være fuldt indfasede i 2025. 

Minimumsnormeringerne skal sikre, at der i fremtiden maksimalt er 3 børn per voksen i vuggestuer og 6 børn per voksen i børnehaver.

De årlige puljemidler til kommunerne frem til 2025 ser således ud:

2020: 500 mio. kr.
2021: 600 mio. kr.
2022: 800 mio. kr.
2023: 1200 mio. kr.
2024: 1400 mio. kr.
2025: 1,6 mia. kr.