41 19 59 99 nikogr@dmjx.dk
Vælg en side
”Tit oplever vi, at mennesker med handicap godt kan rumme arbejdsmarkedet, men at arbejdsmarkedet ikke kan rumme dem,” siger Peter Skov Jørgensen. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix)

Virksomheder er interesserede i at ansætte personer med handicap, men Vejle Kommunes rådgivning skal være mere fleksibel.

Af Jeppe Schropp

Det skal være nemmere for virksomheder at få informationer om, hvilke hjælpemidler potentielle ansatte med handicap har brug for, mener formanden for Danske Handicaporganisationer (DH) i Vejle, Peter Skov Jørgensen.

Han understreger, at det er vigtigt, at ansættelsesprocessen er gnidningsfri, fordi mange med handicap faktisk gerne vil i arbejde. 

”Det skal være muligt, at en borger med fysiske udfordringer kan få et bevis med fra Vejle kommune, så de helt konkret kan fortælle virksomheden, hvilke hjælpemidler de har brug for,” siger Peter Skov Jørgensen.

I 2018 satte Beskæftigelsesministeriet ca. 128,5 millioner kroner af til at øge beskæftigelsen blandt personer med fysisk eller psykisk handicap. Ifølge Peter Skov Jørgensen er flere virksomheder blevet interesserede i at ansætte folk med handicap, men fra kommunens side er der stadig problemer.

”Rådgivningen skal være meget mere fleksibel. Tit er det sådan, at virksomhederne efterspørger nogle oplysninger om de behov, den jobsøgende har, som man først kan få, når man har fået arbejdet,” siger han.

Jobcentrene har nemlig mulighed for at give støtte til virksomheder, hvis de har ansatte med handicap.

Anja Daugaard, som er formand for Arbejdsmarkedsudvalget, mener, at kommunen fortsat skal blive bedre til at oplyse virksomhederne om de muligheder for støtte, de har. Hun peger desuden på, at nogle virksomheder er forbeholdende over for at ansætte folk med handicap.

”Jeg tror, at der fra virksomhedernes side godt kan være en berøringsangst i forhold til at ansætte handicappede. Derfor har vi selvfølgelig et stort ansvar i jobcentret for at oplyse om, hvilke muligheder der er,” siger hun.